En kritisk og taktisk gennemgang af en kamp, Danmark burde have vundet i søvne

Der findes de der landskampe, hvor man sidder tilbage med fornemmelsen af, at noget gik galt. Men man kan ikke helt forklare hvad.

Og så findes der kampe som denne.

Hvor fejlen står på green screen fra første minut:
forkerte spillervalg, forkert struktur, forkert match mellem plan og spillertyper.

Danmark spiller 2-2 mod Belarus i Parken, og man kan næsten høre resten af fodbold europa græmme sig på Danmarks vegne.

Startopstillingen

Schmeichel
Kristensen – A. Christensen – Vestergaard – Dorgu
Højbjerg – Nørgaard
Isaksen – Eriksen – Damsgaard
Wind

Selve formationen er ikke problemet.
En 4-2-3-1 er en fleksibel og velkendt struktur, og Danmark har tidligere spillet den med stor succes.

Problemet opstår, når kravene i formationen ikke matcher de spillertyper, der vælges til rollerne.

Taktisk kræver en 4-2-3-1 blandt andet:

• én hurtig centerback, der kan dække store rum, især når backerne står højt
• en venstreback, der kan balancere mellem offensive løb og defensiv stabilitet
• en dynamisk 8’er, der kan binde midtbanen sammen i gennembrudsspillet
• en 10’er i kampform, der kan skabe tempo og variation
• en nier, der truer dybden og kan skabe bevægelse mod en kompakt modstander

I Danmarks opstilling var flere af de afgørende parametre ikke opfyldt:

• Vestergaard er ikke en centerback, der kan dække bagrum alene i en firebackkæde.
• Dorgu er stærk offensivt, men efterlader store rum, som kun en hurtig makker kan kompensere for.
• Nørgaard er en seksertype, ikke den dynamiske 8’er, formationen kræver i denne kamp.
• Eriksen mangler kampform og tempo til at være den kreative motor i den centrale 10’er-rolle.
• Wind truer ikke bagkæden og giver dermed ingen dybde, hvilket er afgørende mod et lavtstående hold som Belarus.

Med andre ord:
Formationens principper er gode. Men spillersammensætningen understøtter dem ikke.
Og når rollerne ikke er besat af de rigtige profiler, mister systemet både balance, dynamik og offensiv variation.

❌ Dorgu – et offensivt våben med sikkerhedsfejl bagud

Dorgu har potentiale til at blive én af Danmarks bedste venstrebacks i mange år.
Men han er meget ung.
Og han spiller med det mod, unge spillere ofte har:

• fremad
• fremad
• og fremad igen

Problemet?
Når han går, så GÅR han.
Og når Vestergaard så står bag ham, så er dansk venstre side et åbent vindue i april. Det trækker.

Resultat:
Andreas Christensen står tilbage som en enlig vagt på nattevagt i Bilka Odense.
Det er imponerende, han ikke beder om overtidsbetaling.

2. Midtbanen – Når stabilitet møder stagnation

✔️ Højbjerg – den eneste, der lignede en fodboldspiller i kampform

Solid, disciplineret, arbejdsom.
Han stod i vejen, han fordelte spillet, og han viste lederskab.
Han er ikke problemet.

⚠️ Nørgaard – god spiller, men forkert kamp

Nørgaard er ikke en dårlig fodboldspiller.
Han er faktisk en fremragende strukturbærer i et hold, der skal forsvare og kontrollere rum.

Men her skulle Danmark:

• bryde ned
• skabe tempo
• finde mellemrum
• lave gennembrud
• spille mod kompakt 11-mands lavblok

Og Nørgaard tilbyder ingen af delene.

Her kommer anekdoten:

Da folk i pausen spurgte: “Hvorfor spiller Hjulmand ikke?”, kunne man høre svar som:
“Han har karantænerisiko.”

Ja. Men kampen var så vigtig, at en sejr ville kræve, at Danmark tabte 0-6 til Skotland i næste kamp for at ryge ud.

Det sker kun i Football Manager på sværeste niveau, hvis du styrer San Marino.

➡️ Hjulmand var den perfekte erstatning for Nørgaard.
➡️ Og han sad på bænken.
➡️ Fordi træneren var bange for karantæner.

Det er elendigt arbejdshåndværk.

❌ Eriksen – hjertet siger ja, kroppen siger nej

Det gør næsten ondt at skrive.

Eriksen er en af Danmarks største fodboldhjerner nogensinde. Og jeg som fynbo, og gammel modspiller mod selvsamme mand i Middelfart, kan virkelig godt lide Christian, og alt han har stået for på landsholdet.
Men hjernen kan ikke kompensere for:

• manglende kampform
• manglende tempo
• manglende acceleration
• manglende output
• manglende rytme

Han har spillet så lidt fodbold siden foråret, at det næsten er ironisk, at han starter inde i en af de vigtigste kampe i kvalifikationen.

Det blev forudsigeligt, det blev langsomt, og det blev let at lukke ned.

Det er trænerens ansvar – ikke spillerens.

3. Offensiven – En symfoni uden tempo, uden dybde og uden logik

❌ Wind – som at sætte en forkert brik i et LEGO-sæt

Wind er en dygtig spiller.

Men han er til mellemrum.
Til opspil.
Til kombinationer.

Han er IKKE til:

• dybdeløb
• fart
• pres
• afslutninger på cutbacks
• løb bag en kompakt kæde

Og han er slet ikke til at stå som boksspiller mod tre fysiske bælter i Belarus-forsvaret.

At bede Wind om at true bagrum er som at bede en Toyota Aygo om at vinde Le Mans.

Det sker ikke.

✔️ Isaksen – talent, men uden kampform

Han har fart.
Han har 1v1.
Han har mod.

Men han har spillet så lidt på klubplan på grund af skader, at han ikke kan gå ind og sørge for ravage fra første til sidste minut.

Han skulle være kommet ind mod trætte ben. Drevet gæk med modstanderen, og sat vigtige spillere i boksen i scene. Men de kom også for sent ind.

❌ Dreyer – 22 mål, 16 assists, og får 2 minutter

Det her er ren trænerfejl.

Når du sidder med en spiller:

• i karrierens form
• der spiller uge efter uge
• på præcis den plads, hvor Danmark har problemet
• som laver mål på samlebånd
• og du vælger at give ham 88 minutters bænk

… så er det ikke en fejl.
Det er en beslutning.

Og en dårlig en af slagsen.

✔️ Damsgaard – den eneste kreative gnist

Damsgaard forsøgte.

Han:

• drev bolden
• skabte mellemrum
• tog løb
• søgte kombinationer
• viste mod
• sparket på mål

Han var en af få, der lignede en spiller med en plan. Og sikke et mål han fik sat ind!

4. Dybdespillet – når træneren misforstår princippet

Selv når Belarus står med 11 mand i egen boks, er dybdeløb vigtige.

Ikke fordi rummet findes – men fordi det SKABER rum.

Wind laver ingen dybdeløb.
Biereth og Dreyer gør.

Når du ingen dybde har, får du:

• statisk bagkæde
• kompakt blok
• ingen mellemrum
• ingen bevægelse
• forudsigeligt spil
• lukket kampbillede
• nul chancer

Dybdeløb er ikke et luksusværktøj.
Det er en forudsætning for at åbne modstandere.

Riemer ignorerede det totalt.

Konklusion – Man bliver ikke mester, hvis man ikke tør satse

Dette var kampen, Danmark skulle vinde.

Ikke bare burde vinde.
SKULLE vinde. STORT.

Riemer gjorde det modsatte af at satse.
Han spillede “safe”.

Men safe i fodbold betyder ofte det modsatte.

Danmark valgte:

• formsvage spillere
• fejlcastede roller
• en struktur der ikke passer til profilerne
• en defensiv midtbane mod et lavt hold
• en langsom centerback uden beskyttelse
• ikke nok dybdeløb
• ikke angreb på anden bold
• ingen kreative risici
• ingen modige udskiftninger
• ingen variation

Riemer trænede kampen, som om Belarus ville spille mod sig selv.

Men sådan vinder man ikke.
Sådan SIKRER man ikke en plads til VM.

Og som man siger:

Man bliver ikke mester af at undgå at tabe.
Man bliver mester af at turde vinde.