Det begyndte med frustration over et stadig mere begrænset og dårligere tilbud til dem af os, der kan lide at dyrke ansvarlig sport. Gradvist opstod en større bekymring: Hvad siger det egentlig om Norge, at staten i stigende grad begrænser adgangen til juridiske tjenester, og at politikere kan vedtage foranstaltninger, der blokerer internettet for fuldt lovlige aktiviteter uden væsentlig modstand?

Jeg forstår, at spil kan ødelægge liv, og at politikere ønsker at beskytte sårbare grupper. Men når hele befolkningen kollektivt er berørt af tiltag som DNS-blokering og betalingsforbud – selv dem, der spiller inden for deres egne grænser og med kontrol – er det efter min mening forkert. Det er som at lukke hele Vinmonopolet, fordi nogen misbruger alkohol.

Som skribent for 90minutefamily, en platform dedikeret til analyse og diskussion om sport og spil, har jeg set behovet for at sætte spørgsmålstegn ved dette system. Jeg har forsøgt at samle stemmer fra begge sider, men har fundet det langt lettere at få udtalelser fra dem, der ønsker en licensmodel, end fra dem, der forsvarer den nuværende eksklusive model. Det er en skam. Fordi dette er en debat, Norge har brug for.

Enerettsmodellen – baggrund og udvikling

Norsk spillepolitik har været baseret på eksklusivitetsmodellen siden 1948. Kun statsejede operatører som Norsk Tipping og Norsk Rikstoto har tilladelse til at tilbyde spil i Norge. Målet har været at forebygge spilleproblemer og sikre, at overskuddet går til gode formål.

Men mens store dele af Europa har valgt at modernisere reguleringer og åbne op for licensordninger – hvor seriøse aktører opererer under streng regulering – har Norge holdt fast i gamle strukturer og strammet tingene yderligere op. Vi har haft reklameforbud, betalingsforbud og nu DNS-blokering.

Når tiltag påvirker alle – og rammer dem ujævnt

Foranstaltningerne er ikke kun rettet mod uregulerede operatører, men også mod almindelige mennesker, der ønsker at spille på lovlige europæiske hjemmesider. Det er som at blokere internettet, fordi nogen bruger det forkert.

Samtidig ser vi, at Norsk Tipping kører store kampagner for Lotto og Eurojackpot – og deres logoer pryder internationale kampe i primetime. Da vi spurgte om specifikke oplysninger om, hvilke regler de er underlagt for markedsføring, kom der intet svar.

Dobbeltmoral og ulige behandling

Udenlandske spilfirmaer er fuldstændig forbudt fra norske sider, men Norsk Tipping opererer med stor synlighed. Dette skaber indtryk af et system, hvor én spiller får særbehandling – og det hele virker dobbeltmoralsk. I en e-mail svarede Norsk Tipping, at de tilbyder et "konkurrencedygtigt" produkt.

Men da vi kontaktede kundeservice dagen før MLB-sæsonen startede, kunne de ikke bekræfte, om der overhovedet ville være nogen form for væddemål på kampene. For dem af os, der følger sport meget, er det langt fra konkurrencepræget.

Politisk modstand – og tavshed

Vi har modtaget solide bidrag fra politikere som Silje Hjemdal (FrP) og Tage Pettersen (H). Hjemdal kalder DNS-blokering "en alvorlig krænkelse af informationsfriheden" og mener, at det er et demokratisk problem, når staten blokerer adgangen til noget, der er lovligt.

Pettersen mener, at forslaget giver en falsk følelse af sikkerhed. Folk vil finde måder at spille på alligevel. Han argumenterer for en licensmodel og påpeger, at det vil give bedre kontrol, mere ansvarlighed – og skatteindtægter.

Begge udtrykker frustration over, hvor svært det er at engagere sig i debatten.

Den norske lotterimyndighed: Inden for sit mandat

Det norske lotteritilsyn har givet os grundige svar – omend inden for sit mandat. De påpeger, at DNS-blokering er et af flere tiltag, og at det er Stortinget og ministeriet, der er ansvarlige for den politiske vurdering. Samtidig anerkender de, at det er let at omgå sådanne blokeringer, og at det er uklart, hvilken reel effekt tiltaget vil have.

Banker som vogtere – og trusler mod almindelige mennesker

Du har måske hørt det før: Det er lovligt for nordmænd at spille på udenlandske spillesider, så længe de har en licens i EU. Det står der på regeringens egen hjemmeside. Alligevel føles det alt andet end lovligt. Mange spillere siger, at banker fungerer som en slags moralpoliti på vegne af staten – de overvåger, stopper overførsler, sender bekymringsmeddelelser og i værste fald truer med at lukke dine konti.

Dette gælder ikke kun for storforbrugere, der sender millioner ud af landet. Det gælder for almindelige mennesker, der indbetaler et par hundrede shilling for at spille på en oddskupon eller deltage i en fantasy-turnering hos en licenseret operatør. En af dem, vi talte med, fik en advarsel efter at have foretaget flere små hævninger fra en udenlandsk spillekonto. Ikke fordi det var ulovligt – men fordi det blev mistænkeligt. For hvem? For hvad?

Lad os være ærlige: Det er absurd. Det er fuldt ud lovligt at bruge penge på lotteri, skrabelodder og højrisikokasinoer via Norsk Tipping – men hvis du overfører 200 kroner til et EU-licenseret spilfirma med strengere ansvarlighedsforanstaltninger end NT, så risikerer du at få et telefonopkald fra banken. Eller en formular i posten. Eller et lille brev med undertonen: "Pas på, vi kan ikke lide det her."

Hvis målet er at forhindre hvidvaskning af penge og beskytte sårbare grupper, er kontrol legitim. Men når systemet ender med at mistænke alle, der ikke bruger Norsk Tippings platform, så er det gået for langt. Så handler det ikke længere om ansvarlighed – så er det ren protektionisme.

Ludomani – et problem, vi tager meget alvorligt

Ludomani er en reel ting. Vi ønsker ikke et marked uden grænser. Men foranstaltningerne skal være rettet mod dem, der er berørt, ikke alle andre.

Mange EU-licenserede spilvirksomheder tilbyder foranstaltninger, der er lige så strenge – eller strengere – end Norsk Tipping. Tabsgrænser, selvudelukkelse, aldersverifikation. Disse findes allerede. En licensmodel kunne sætte krav og give norske spillere bedre beskyttelse – uden at fratage dem valgfriheden.

Hvad med frivilligt arbejde?

Der er ingen tvivl om, at overskuddet fra Norsk Tipping går til gode formål. Men det betyder ikke, at det er den eneste løsning. Andre lande med en licensmodel har ordninger, hvor licenserede operatører betaler gebyrer og støtter frivilligt arbejde.

Vi mener, at norsk frivilligt arbejde kunne få flere ben med en åben model, hvor sponsoraftaler og partnerskaber med licenserede aktører er tilladt og reguleret.

Erfaringer fra Danmark og Sverige

Både Danmark og Sverige har indført licensmodeller. Erfaringerne? I Danmark viser rapporter, at kanaliseringsraten – det vil sige andelen af ​​spillere, der spiller hos regulerede operatører – er over 90 %. Dette giver myndighederne bedre kontrol og mulighed for at overvåge udviklingen af ​​spilleproblemer.

I Sverige er der indført et licenskrav for markedsføring og betalingstjenester, og tilsynsmyndighederne har bredere muligheder for at gribe ind. Begge lande har bevaret ansvarlighed som et mål, men med langt større valgfrihed og konkurrence.

En kamp for frihed og ansvar

Denne artikel er skrevet for at starte en debat. Den handler ikke om at promovere hasardspil. Den handler om retten til at vælge – og til at blive behandlet som en voksen borger i dit eget land.

Vi har forsøgt at få udtalelser fra de politikere, der forsvarer den nuværende model: Åse Kristin Ask Bakke (Arbejderpartiet), kulturminister Lubna Jaffery og Kulturministeriet. Efter mange forsøg har vi ikke fået nogen svar. Heller ikke opfølgende spørgsmål til Norsk Tipping er blevet besvaret.

Stilheden siger også en del.

Konklusion – og et lille suk

Hos 90minutefamily tror vi på ansvarlighed. Vi tror også på valgfrihed. Og vi tror på, at det er muligt at opnå begge dele, uden at staten skal spille politi, dommer og portvogter på én gang.

Det kan ikke være, at du er mistænkt for at bruge dine egne penge lovligt – eller at banken sender dig et bekymringsbrev, fordi du vandt en double på Strømsgodset og Molde.

Om ikke andet, håber vi, at denne artikel kan åbne op for en ny og bredere samtale.

Tak fordi du læste med.

Skrevet af Arve Emil Gilen.
Forfatter for 90minutefamily.com – en platform for analyse, diskussion og fællesskab omkring sport og ansvarligt spil.