Der var engang, højt oppe i Asturiens bjerge, en lille dreng, der elskede at spille fodbold. Hans navn var Santi, og hver dag rullede han bolden mellem små murstenshuse og støvede grusbaner, mens han drømte om en dag at spille for verdens største klubber. Men i hans hjerte var der kun én klub: Real Oviedo.
Santi voksede op og blev en fantastisk spiller. Han dansede hen over græsset med bolden, som om han havde magisk støv i støvlerne. Mange i Norge husker ham nok bedst som maestroen i Arsenal, hvor han regerede midtbanen med begge fødder, som om venstre og højre var ligeværdige redskaber i et musikalsk fodboldværk.
Men selv de største eventyrhelte møder mørke skygger.
I 2016 blev Santi skadet. En alvorlig infektion i hans akillessene ødelagde alt. Lægerne sagde, at han måske aldrig ville kunne gå igen, endsige spille fodbold. I over to år var han ude af banen. Han gennemgik mindst ni operationer og fik hudtransplantationer fra armen til foden. Det var et medicinsk mareridt. Men Santi gav ikke op. Fordi han havde et løfte, han skulle holde.
Tilbage i 2012, da Real Oviedo var i dyb økonomisk krise og i fare for at forsvinde fra fodboldkortet, brugte han – sammen med gamle klubkammerater som Juan Mata og Michu – sine egne penge på at redde klubben.
Der var ingen sponsoraftale, ingen tilbagebetalingsaftale. Det var kærlighed.
Før han vendte tilbage til klubben i 2023, havde Real Oviedo været så langt nede som fjerderækken i det spanske ligasystem. Klubben var præget af lavpunkter og glemte dage, men Santi fulgte dem hele vejen – ikke som investor, men som en stille vogter. Han tænkte på Requexón, klubbens træningsbane. På stadionlyde fra sin barndom. På duften af nyslået græs. Det var ikke bare et valg at komme hjem – det var et kald fra hjertet.
Da han vendte tilbage som 40-årig, tilbød han at spille gratis. Men spanske fodboldregler krævede en minimumsløn. Så han accepterede €93.000, et lille beløb i europæisk fodbold – og sørgede for, at 10% af provenuet fra hans trøjesalg ville gå til klubbens ungdomsakademi.
Hver dag på træningsbanen mødte han unge håbefulde spillere. Nogle var ikke mere end femten år gamle. Han gav dem råd, klappede dem på skulderen og fortalte dem, at den svageste fod kunne blive den bedste, hvis bare man turde bruge den. Og det var ikke bare ord. Med sine indtægter sørgede han for nye spillesæt, bedre faciliteter og flere muligheder for klubbens fremtid. "De er håbet, jeg var en af dem engang," sagde han.
Gennem hele sæsonen spillede han regelmæssigt. 32 kampe, heraf 24 som starter. Ikke altid med de samme ben som i hans Arsenal-dage – men med det samme hjerte. Når han ikke startede, var det ikke stoltheden, der led – det var smerten ved ikke at kunne hjælpe. "Det gør ondt ikke at bidrage, men jeg nyder hvert øjeblik, der er tilbage," sagde han stille.
Og så kom den magiske aften. 11. juni 2025. Real Oviedo havde brug for et mål i semifinalen for at sikre sig en plads i finalen og holde drømmen om La Liga i live – en drøm, der havde været død i 24 år. Klubben har ikke været i den bedste division siden år 2000. Det var længe siden. Alt for længe siden.
Kampen blev sat på pause. Oviedo fik frispark. 25 meter. Og der stod Cazorla. Som i gamle dage. Som på Emirates, som på Mestalla, som i sin barndom. Han kiggede op, fandt balancen – og brugte sin venstre fod. Den “svage” fod. Bolden dansede over muren, sneg sig ind ved stolpen. Stadionet eksploderede. Tårerne trillede. Ikke kun fra tilhængerne – men også fra ham selv.
Et frispark. Et mål. En klub tættere på sin drøm. En by der vågnede op.
Finalen nærmer sig. Den 21. juni spiller Real Oviedo hjemme mod Carlos Tartiere, det er den afgørende kamp. Modstanderen bliver Mirandés. Den bliver fuld. Billetter er revet væk. Gader vil blive pyntet. Gamle tørklæder vil blive fundet frem. For det her er ikke bare en kamp. Det er et nyt kapitel i klubbens 100-års jubilæum. En mulighed for at vise sig tilbage i toppen.
Og Santi? Han har sagt, at oprykning ville være "på niveau med EM-guld med Spanien" – ikke fordi niveauet er det samme, men fordi følelserne er det. "Det her er mit hjerte," sagde han. "Det er her, jeg hører hjemme."
For det er dét, eventyr handler om. Ikke bare om at vinde. Men om at vende tilbage. Om at huske, hvem man er. Om at bruge det, man har lært – og give det videre.
Hvis én mand kan symbolisere en hel klubs rejse, så er det Cazorla. Ikke for titlerne. Ikke for målene. Men for den måde, han aldrig gav op på. For den måde, han kom hjem på. Og for den måde, han startede en drøm, som mange havde opgivet.
Og måske – bare måske – er det netop eventyr som disse, der gør fodbold til mere end bare et spil.
Snipp, snipp, snude – og eventyret om hjertet i Oviedo var… langt fra slut.
