Der var engang et lille land i nord, et land med isblå fjorde og høje bjerge, der vogtede over dalene som oldgamle kæmper. I dette land levede mennesker, der delte én drøm: at Norge en dag skulle rejse til VM igen. Det var så længe siden sidst, at mange børn troede, at VM bare var en gammel legende – noget deres bedsteforældre fortalte dem om, mens de pegede på falmede fotos fra 1998.
Men en dag begyndte der at ske noget i det lille land.
Det startede stille og roligt. Et hold samledes – et hold, der virkede anderledes end dem, der var kommet før. Ikke fordi de var større eller stærkere, men fordi gnisten i deres øjne skinnede som små stjerner.
Midt iblandt dem stod troldmanden, kaptajnen med øjne, der kunne læse spillet, før det skete. Omkring ham stod to vikinger, stærke og frygtløse, med skud, der kunne få selve jorden til at ryste. Og som bevægede sig med en styrke og ro, der mindede dem om grantræerne, der aldrig gav efter for vinden.
Og bag disse tre stod en hel hær af helte – hurtige som lynet, kloge som ugler og modige som legendariske krigere.
Så begyndte rejsen.
Kamp efter kamp gik Norge på banen, som om de havde hele landet bag sig. Nogle gange vandt de stort, som når bolden fløj i nettet så ofte, at både børn og voksne måtte tælle to gange for at være sikre. Andre gange vandt de med præcision, styret af troldmandens magiske afleveringer og vikingernes kraftfulde skridt.
Uanset hvem der kom – stærke hold, hurtige hold, hold der troede, de ville overraske Norge – sad de tilbage med en refleksion over, hvad der lige var ramt dem. For Norge spillede som et hold, der nægtede at give op. Som om hver aflevering var et hejst flag, og hvert mål en hyldest til alle, der ventede på dette øjeblik.
Glæden kom som bølger hen over landet. Folk jublede, lo, sang, og flere gange kunne man høre børn råbe:
"Mor, far – Norge er faktisk godt!"
Hver sejr gjorde landet lidt lysere.
Hver kamp gjorde troen lidt stærkere.
Og gradvist begyndte en følelse, der havde manglet i mange år, at brede sig: håb.
Et ægte, varmt håb.
Ved de sidste par kampe kunne man høre små bidder af en velkendt sang fra forskellige steder på tribunerne – ikke højt, kun lige over publikums summen. Nogle summede, nogle mumlede et par ord:
"...alt for Norge..."
Ikke mere end det. Men det var nok.
Det mindede spillerne om, hvem de spillede for – og hvorfor de ikke skulle give op.
Men rejsen var ikke slut. For den største forhindring ventede til sidst – Italien, på et mægtigt stadion, hvor atmosfæren kunne ryste hjerter og sind. Før kampen vidste hele Norge, at Italien skulle vinde med tal, der kun findes i eventyr, hvis de skulle tage førstepladsen fra os. Men det, der stadig lå bag i folks tanker, var ikke frygt – men spænding.
Og så fløjtede dommeren af.
Italien kom stormende.
Men Norge gjorde modstand.
Midtbanen dansede gennem presset med bolden.
Vikings stormede frem, frygtløse og urokkelige. En af dem tog afsted – og da han skød, var det som om vinden selv skød med ham.
Og målene kom.
Et.
To.
Tre.
Fire.
Da slutresultatet skinnede over stadionet – Italien 1, Norge 4 – var det, som om hele verden stoppede i et enkelt, enormt glædesbrøl.
Børn begyndte at danse på stuegulvet.
De voksne måtte blinke tårerne væk.
Hele landet vidste, at noget stort var sket.
For det lille land i nord, landet der havde ventet i et kvart århundrede,
var endelig klar til VM igen.
Troldmanden og de to vikinger stod side om side, flag vajede i vinden, og holdkammerater sang omkring dem. Og folkene derhjemme sang med, så højt at selv bjergene måtte smile.
Snipp, snipp snude – Norges kvalik var ikke ude.
For eventyret er lige begyndt.
