En kritisk og taktisk gennemgang af en kamp, ​​Danmark burde have vundet i søvne

Der er de der internationale kampe, hvor man sidder tilbage med følelsen af, at noget gik galt. Men man kan ikke helt forklare hvad.

Og så er der kampe som denne.

Hvor fejlen er på den grønne skærm fra første minut:
forkert spillervalg, forkert struktur, forkert match mellem plan og spillertyper.

Danmark spiller 2-2 mod Hviderusland i Parken, og man kan næsten høre resten af ​​fodboldeuropa brokke sig på Danmarks vegne.

Startopstillingen

Schmeichel
Kristensen – A. Christensen – Vestergaard – Dorgu
Højbjerg – Nørgaard
Isaksen – Eriksen – Damsgaard
Wind

Selve formationen er ikke problemet.
En 4-2-3-1 er en fleksibel og velkendt struktur, og Danmark har tidligere spillet den med stor succes.

Problemet opstår, når kravene i formationen ikke stemmer overens med de typer spillere, der er valgt til rollerne.

Taktisk set kræver en 4-2-3-1 blandt andet:

• en hurtig midterforsvarer, der kan dække store områder, især når backene er høje
• en venstre back, der kan balancere mellem offensive løb og defensiv stabilitet
• en dynamisk 8'er, der kan binde midtbanen sammen i det gennembrudsspil
• en 10'er i kampform, som kan skabe tempo og variation
• en nier, som truer dybden og kan skabe bevægelse mod en kompakt modstander

I Danmarks opstilling blev flere af de afgørende parametre ikke opfyldt:

• Vestergaard er ikke en midterforsvarer, der kan dække baglinjen alene i en kæde af fire backs.
• Dorgu er stærk offensivt, men efterlader store rum, hvilket kun en hurtig makker kan kompensere for.
• Nørgaard er en seksertype, ikke den dynamiske 8'er, som formationen kræver i denne kamp.
• Eriksen mangler kampformen og farten til at være den kreative motor i rollen som central 10'er.
• Vind truer ikke bagkæden og giver dermed ingen dybde, hvilket er afgørende mod et lavt rangeret hold som Hviderusland.

Med andre ord:
Formationens principper er gode. Men spillersammensætningen understøtter dem ikke.
Og når rollerne ikke er udfyldt med de rigtige profiler, mister systemet både balance, dynamik og offensiv variation.

❌ Dorgu – et offensivt våben med en sikkerhedsbrist bagved

Dorgu har potentiale til at blive en af ​​Danmarks bedste venstre backs i mange år.
Men han er meget ung.
Og han spiller med det mod, som unge spillere ofte har:

• forward
• forward
• og fremad igen

Problemet?
Når han går, så går han.
Og når Vestergaard står bag ham, er den danske venstrefløj et åbent vindue i april . Det trækker ud.

Resultat:
Andreas Christensen bliver efterladt som ensom vagt på nattevagt i Bilka Odense.
Det er imponerende, han beder ikke om overarbejdsbetaling.

2. Mellemvejen – Når stabilitet møder stagnation

✔️ Højbjerg – den eneste, der lignede en fodboldspiller i kampform

Solid, disciplineret, hårdtarbejdende.
Han stod i vejen, han fordelte spillet og han viste lederskab.
Han er ikke problemet.

⚠️ Nørgaard – god spiller, men forkert match

Nørgaard er ikke en dårlig fodboldspiller.
Han er faktisk en fremragende strukturbærer i et hold, der skal forsvare og kontrollere rummet.

Men her bør Danmark:

• nedbryde
• skabe tempo
• finde plads
• skabe gennembrud
• spille mod en kompakt 11-mands lavblok

Og Nørgaard tilbyder ingen af ​​delene.

Her kommer anekdoten:

Når folk spurgte i pausen: "Hvorfor spiller Hjulmand ikke?" , kunne man høre svar som:
"Han har karantænerisiko."

Ja. Men kampen var så vigtig, at en sejr ville kræve, at Danmark tabte 0-6 til Skotland i den næste kamp for at gå ud.

Det sker kun i Football Manager på det sværeste niveau, hvis man er træner for San Marino.

➡️ Hjulmand var den perfekte erstatning for Nørgaard.
➡️ Og han sad på bænken.
➡️ Fordi træneren var bange for karantæner .

Det er dårligt håndværk.

❌ Eriksen - hjertet siger ja, kroppen siger nej

Det gør næsten ondt at skrive.

Eriksen er et af Danmarks største fodboldhjerner nogensinde. Og jeg, som fynbo og gammel modstander mod den selvsamme mand i Middelfart, kan virkelig godt lide Christian og alt, hvad han har stået for på landsholdet.
Men hjernen kan ikke kompensere for:

• mangel på kampform
• mangel på tempo
• mangel på acceleration
• manglende output
• mangel på rytme

Han har spillet så lidt fodbold siden foråret, at det næsten er ironisk, at han starter inde i en af ​​de vigtigste kampe i kvalifikationen.

Det blev forudsigeligt, det blev langsomt, og det blev nemt at lukke ned.

Det er trænerens ansvar – ikke spillerens.

3. Offensiven – En symfoni uden tempo, uden dybde og uden logik

❌ Vind - som at lægge en forkert brik i et LEGO-sæt

Wind er en dygtig spiller.

Men han er til mellemrum.
Til leg.
Til kombinationer.

Han er IKKE til:

• dybt løb
• hastighed
• tryk
• nedskæringer afslutninger
• løber bag en kompakt kæde

Og han er ingen match for en boksspiller mod tre fysiske bælter i det hviderussiske forsvar.

At bede Wind om at true med pladsen bagi er som at bede en Toyota Aygo om at vinde Le Mans.

Det sker ikke.

✔️ Isaksen – talent, men uden kampform

Han har fart.
Han kan klare sig 1 mod 1.
Han har mod.

Men han har spillet så dårligt på klubniveau på grund af skader, at han ikke kan gå ind og skabe ravage fra første til sidste øjeblik.

Han burde være kommet ind mod trætte ben. Drevet spillede med modstanderen og satte vigtige spillere i feltet i kampens scene. Men de kom også ind for sent.

❌ Dreyer – 22 mål, 16 assists og får 2 minutter

Dette er en ren trænerfejl.

Når man sidder sammen med en spiller:

• i form af en karriere
• som spiller uge efter uge
• præcis på det sted, hvor Danmark har problemet
• hvem foretager målinger på samlebåndet
• og du vælger at give ham 88 minutter på bænken

... så er det ikke en fejltagelse.
Det er en beslutning.

Og en dårlig en ovenikøbet.

✔️ Damsgaard – den eneste kreative gnist

Damsgaard forsøgte.

Han:

• kørte bolden
• skabte rum
• toget kørte
• søgte kombinationer
• viste mod
• sparket på mål

Han var en af ​​de få, der lignede en spiller med en plan. Og sikke et mål han scorede!

4. Dybdespillet - når træneren misforstår princippet

Selv når Hviderusland har 11 mand i egen boks, er lange løb vigtige.

Ikke fordi rummet eksisterer - men fordi det SKABER rum.

Vinden laver ikke dybe løb.
Det gør Biereth og Dreyer.

Når du ikke har dybde, får du:

• statisk bagkæde
• kompakt blok
• ingen mellemrum
• ingen bevægelse
• forudsigeligt spil
• billede af lukket kamp
• nul chancer

Dybdeløb er ikke et luksusværktøj.
Det er en forudsætning for at åbne modstandere.

Riemer ignorerede det fuldstændigt.

Konklusion - Du bliver ikke mester, hvis du ikke tør satse

Det var kampen, Danmark skulle vinde.

Ikke bare burde vinde.
BØR vinde. STORT.

Riemer gjorde det modsatte af at spille.
Han spillede "sikkert".

Men sikker i fodbold betyder ofte det modsatte.

Danmark valgte:

• spillere i dårlig form
• fejlbesatte roller
• en struktur, der ikke passer til profilerne
• en defensiv midtbane mod et lavtstående hold
• en langsom midterforsvarer uden beskyttelse
• ikke nok dybde
• intet angreb på anden bold
• ingen kreative risici
• ingen modige udskiftninger
• ingen variation

Riemer var træneren i kampen, som om Hviderusland ville spille mod sig selv.

Men sådan vinder man ikke.
Sådan GARANTERER man ikke en plads ved VM.

Og som de siger:

Du bliver ikke en mester i at undgå at tabe.
Du bliver en mester i at turde vinde.