Opvokset i hvidt: Drengen fra Cantera
José María Gutiérrez Hernández, bedre kendt som Guti, er en af de mest fascinerende skikkelser i moderne spansk fodbold. Ikke fordi han var den mest disciplinerede. Ikke fordi han altid præsterede på højeste niveau. Men fordi han repræsenterede noget sjældent i en klub som Real Madrid: en selvudviklet spiller med fuldstændig kunstnerisk frihed og en kompromisløs personlighed.
Guti blev født i 1976 i Torrejón de Ardoz, lige uden for Madrid, og kom til Real Madrids ungdomsakademi i en alder af otte år. Han voksede op i klubbens system, med Santiago Bernabéu som sit naturlige mål i livet. I december 1995 debuterede han for førsteholdet, blot 19 år gammel, og satte straks sit præg med et mål. Det var et øjeblik, der signalerede, at dette ikke var en almindelig akademispiller. Guti havde noget ekstra – en blanding af teknik, arrogance og kreativ frihed, der adskilte ham fra mængden.
Tidligt blev han kendt som en spiller med exceptionel boldkontrol og afleveringsrepertoire, men også som en spiller, der krævede tillid. Han var ikke typen, der skulle sættes i et stift system. Guti skulle have plads. Frihed. Og når han fik den, kunne han være spektakulær.
Gennembruddet og den første storhedstid
I slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne indtog Guti gradvist en mere fremtrædende rolle på holdet. Under Vicente del Bosque blev han brugt som både offensiv midtbanespiller og kantspiller. Hans gennembrud kom i sæsonen 2000/01. Da angriberen Fernando Morientes blev skadet, blev Guti rykket frem – og svarede igen ved at score 14 ligamål. Det var hans mest produktive sæson, og han blev en nøglespiller i Real Madrids La Liga-titel.
Denne periode viste tydeligt Gutis potentiale. Han var ikke kun en afløser, men også en intelligent afslutter med god timing i feltet. Samtidig var han allerede en spiller, der skabte debat. Nogle mente, han var et geni. Andre mente, han var for ujævn. Sandheden var, at han var begge dele – og det er netop derfor, han blev interessant.
Guti var aldrig den mest atletiske spiller. Han var heller ikke den mest løbevillige. Men han tænkte hurtigere end de fleste, og han havde en fodboldforståelse, der tillod ham at diktere tempoet og retningen af kampene, når han var i humør til det.
Galácticos-æraen: talent i stjernernes skygge
Da Real Madrid gik ind i deres berømte Galácticos-æra, ændrede Gutis rolle sig dramatisk. Klubben hentede superstjerner som Zinedine Zidane, Luís Figo, Ronaldo og senere David Beckham ind. Pludselig var konkurrencen hård. Guti, der allerede havde etableret sig, blev endnu engang presset rundt i systemet for at give plads til de store navne.
Han spillede, hvor han blev tildelt plads – central midtbanespiller, offensiv midtbanespiller, dyb playmaker, kantspiller, hængende angriber – men manglen på en fast rolle prægede hans karriere. Guti selv var åben om sin frustration. Han jokede ofte med, at hver gang han fandt sin rytme på midtbanen, købte klubben en ny Galáctico til at overtage hans plads.
Alligevel valgte han at blive. Igen og igen. Tilbuddene fra andre klubber var der. Han kunne have været en førende spiller et andet sted. Men Guti var Real Madrid. Og Real Madrid var Guti. Det blev perfekt opsummeret i hans mest berømte citat:
"At spille 30 minutter for Real Madrid er bedre end 90 minutter for enhver anden klub."
For fansene var det guld værd. I en klub, hvor spillere ofte kom og gik, var Guti et konstant element. En påmindelse om klubbens rødder midt i stjernestatus.
Tryllekunstneren: Afleveringerne, hælene og øjeblikkene
Det, der virkelig har sikret Gutis kultstatus, er øjeblikkene. Ikke statistikkerne. Ikke de internationale tal. Men de øjeblikke, der fik folk til at rejse sig fra deres stole.
Guti var en kunstner med bolden. Han leverede afleveringer, der brød med fodboldens logik. Afleveringer uden at se på dem. Afleveringer med ydersiden af foden. Chips. Stikker gennem leddene. Og ikke mindst: hælen sparker. Han brugte sin hæl, ligesom andre brugte indersiden af foden.
Det mest ikoniske øjeblik kom i 2010 ude mod Deportivo La Coruña. Guti blev spillet igennem alene med målmanden. Alle forventede en afslutning. I stedet satte han målmanden ned med et skud - og hælede bolden tilbage til Karim Benzema, der scorede i åbent mål. Et fuldstændig unødvendigt, men fuldstændig genialt valg. Øjeblikket blev døbt "Guds hælespark" og er fortsat et af de mest spillede klip i La Ligas historie.
Dette var Guti i en nøddeskal. Han gjorde det uventede. Nogle gange grænsende til det uansvarlige. Men altid med en idé.
Temperament, kontroverser og menneskelighed
Guti var aldrig en perfekt professionel. Han havde et temperament. Han havde korte lunter. Og han havde flere øjeblikke, der gav kritikerne ammunition.
Han kunne forsvinde mentalt i kampe. Han kunne miste besindelsen. Han fik røde kort, han ikke havde brug for. I nogle situationer gik han over stregen. Episoden mod Sevilla i 2009, hvor tv-optagelser antydede, at han spyttede på en modstander, blev et lavpunkt og et eksempel på Gutis dårlige side.
Uden for banen var han lige så farverig. Han omfavnede kendislivet. Nattelivet. Mode. Frisurerne. Han var aldrig bange for rampelyset. For nogle blev dette et symbol på mangel på seriøsitet. For andre gjorde det ham mere menneskelig.
Fabio Capellos tid som træner illustrerer dette godt. Capello, kendt for sin disciplin, var ofte på kant med Guti. Engang bad Capello spillerne om at vente på træningsbanen, mens han selv kom for sent – for at teste deres disciplin. Alle stod pænt i midtercirklen. Alle – undtagen Guti, som stod i skyggerne og ventede. Typisk. Lidt doven. Lidt rebelsk. Lidt Guti.
Lederrollen og modningen
Med årene modnedes Guti. Han blev viceanfører bag Raúl. En erfaren stemme i omklædningsrummet. Selvom han aldrig blev den klare leder, der råbte højest, ledte han gennem erfaring og klubforståelse.
Han var bindeleddet mellem generationer. Mellem Zidane og de yngre. Mellem Galácticos og Cantera. Da han spillede, repræsenterede han klubbens identitet på en måde, som få andre gjorde.
Afskeden og livet efter Real Madrid
I 2010 sagde Guti farvel til Real Madrid efter 15 sæsoner i A-holdet. Over 500 kampe. Fem La Liga-titler. Tre Champions League-trofæer. Tallene var imponerende, men den applaus, han fik ved afskeden, var endnu mere sigende.
Han fortsatte til Besiktas, hvor han afsluttede sin karriere med et sidste kreativt udbrud, inden han lagde støvlerne på hylden. Men i Madrid var han allerede blevet udødelig.
Hvorfor Guti er en kulthelt
Guti blev aldrig kandidat til Ballon d'Or. Han blev aldrig en fast bestanddel af landsholdet. Men han blev noget andet: en kulthelt.
Fordi han var loyal i en illoyal tid.
Fordi han var kreativ i en stadig mere mekanisk fodboldverden.
Fordi han turde fejle spektakulært – og få endnu mere spektakulær succes.
Han var ikke altid elsket. Men han blev aldrig glemt.
For Real Madrid-fans vil Guti altid være symbolet på frihed, talent og fodboldens lidt farlige kunst. Spilleren, der kunne drive dig til vanvid den ene weekend – og få dig til at forelske dig i spillet den næste.
Det var Guti.
