Det dufter af guld i Stavanger. Det dufter af nervøsitet, forventning, eufori – alt på én gang. Guldølen er allerede brygget i mangfoldighed, måske i arrogance, måske i håb. Kjartan Salvesen bliver kaldt ned af desperate fans, der stadig nægter at tro, at alle billetterne er væk. Der er måske gratis billetter i udebanesektionen, men der er ingen fans, der kan sidde stille af respekt for at holde freden blandt udebanefansene.
Byen er allerede fuld af sjov, men alligevel – denne uge har Stavanger fundet plads til endnu mere. Nattelivet er rigget op, booket til langt ind i overtid, klar til at byde velkommen til både dem, der ikke fik en billet, og dem, der bare ikke kan holde tanken ud om at sidde derhjemme med pulsen på 190. Det bliver en fest, uanset hvad. Både Viking og byen fortjener det. Men inderst inde – bag alle forberedelserne – er der kun ét tema, der betyder noget: guld!
Vålerenga kommer ikke for at være statister i et siddis-eventyr. De kommer for at ødelægge, for at kaste en sidste stor forhindring foran et Viking-hold, der virker ustoppeligt, og som allerede har bemærket, at de blå fra Oslo kan slå. De vandt træningskampen i vinter. De vandt på hjemmebane i serien. Dette bliver ikke en walkover. Dette bliver ikke en søndagstur. Dette bliver en sidste, brutal test.
Den lange ventetid fra 1991 – 2025
Ventetiden er ikke lang – den er geologisk, for at dramatisere den for en fodboldgal sjæl. 34 år. 1991. Sidste gang Viking var bedst i Norge. Dengang var Tippeligaen ung, tribunerne var enklere, og internettet var noget, man kun havde hørt om. Siden da er Viking blevet trukket gennem hele det følelsesmæssige spektrum: storfavorit, middelhavsfarlig, nedrykningskandidat, kæmpet sig op direkte efter nedrykning, pokalmester, fodboldens svar på Lazarus – dømt til nedrykning, men altid på vej tilbage. Nu på god vej mod at krone toppen af norsk fodbold.
Jeg havde selv -1, da Viking sidst løftede trofæet, trofæet der symboliserer, at holdet er Norges bedste. Min opvækst med Viking var en række kontraster. Jeg tog til det gamle Stavanger stadion og så et solidt Viking-hold spille i Europa, mens de havde en sikker position i norsk fodbold. I 2004 åbnede det nye stadion - et monument over deres ambitioner. I en periode havde Viking et godt hold, som igen var med i Europa. Vi slog hold som Monaco, med Adebayor ved roret! Men det var det, og det endte med en middelmådig 5. plads i serien. Årene der fulgte blev bare værre og værre. Peter Ijeh reddede os egenhændigt, da vi knuste Brann en våd novemberaften i 2006, Vikings største sejr i den norske Superliga i 10 år. Hvordan kunne vi gå fra europæiske kampe til lige akkurat at klare os igennem sæsonen året efter? Og ironisk nok faldt jeg i søvn under en af disse kampe året efter, hvilket fortsat er første og sidste gang, jeg er faldet i søvn under en livekamp. En ynkelig 0-0 uafgjort kamp mod Sandefjord i 2007, som stadig må være den kedeligste kamp, jeg nogensinde har set. Viking var kedelige.
Det følgende årti 2010-2020 var en rutsjebanetur uden lige. Alt fra 11. plads til 5. plads og en nedrykning, der gjorde ondt dybt i sjælen. Tribunerne var tomme, og interessen var på et af de laveste niveauer i Vikings historie. Økonomien var i kaos, og noget måtte gøres. Det var det, der skete, Henningsen kom ind og vendte skibet økonomisk, i godt samarbejde med den nye general manager Bjørnø, der kom ind ad dørene i 2020. Oprykningen før det, i 2018, var på mange måder starten på det, vi ser i dag. Entusiasmen blandt fansene steg, på mange måder præget af stormløbet på banen, da oprykningen var en kendsgerning, økonomien blev sundere og sundere, og klubben fremstod på alle måder langt mere professionel i alt, hvad de håndterede. Gode, og ikke mindst fornuftige, spillersigninger blev foretaget. Dette er kun fortsat, og udover 2022-sæsonen er Viking endt respektabelt i tabellen. 3. pladsen i 2024 smagte godt, men også lidt surt. 5 point efter Bodø/Glimt og kun 2 dårlige point efter rivalen Brann. Men der var noget galt. De unge talenter i klubben blev bedre og bedre. De erfarne førte an med en anden stil. Mere mod og rå ledelse. Der var en positivitet på en opadgående tendens frem mod 2025. Og nu er vi her, i en gylden position til at tage den første guldmedalje i 34 år.
En by i kaos – en klub i sin egen boble
Mens Stavanger koger, gør Viking alt for ikke at koge over. Trænere og støttepersonale forsøger at holde styr på det hele, en slags "covid-regime", som Morten Jensen beskriver det - ikke fordi sygdom truer, men fordi fokus gør. Skoleklasser og børnehaver må ikke komme ind i omklædningsrummet nu. Ingen ændringer. Ingen større flytninger. Ingen undtagelser.
"Vi skal turde nyde det her, ikke være bange," siger Jensen. Men han ved det lige så godt som os andre: det her er ikke "bare en fodboldkamp." Det her er 34 års håb, der skælver i Lyse Arenas vægge.
Træningsugen går efter planen. Let tirsdag. Fuld kraft onsdag, torsdag, fredag. Lørdag med mulighed for individuel træning. Og så søndag: kickoff kl. 17:00.
Truppen er næsten intakt – bortset fra afgørende brikker: Henrik Falchener ude med karantæne efter heltepræstationerne i Fredrikstad. Usikkerhed omkring Nick D'Agostino. Ikke desto mindre: optimismen er håndgribelig.
Vålerenga? Svækket, men farligt. Vålerenga ankommer til Stavanger uden fem nøglespillere. Karantæner, operationer, skader – en reduceret besætning. "Vi er svækkede," siger træner Petter Myhre. Men han tilføjer noget, der får enhver Viking-supporter til at kildre lidt ubehageligt i maven:
"Fodbold er ikke matematik. Det er heller ikke logisk."
Og han har ret. Viking-fans føler, at guldet er tæt på, men intet er afgjort. Ingen spillere i mørkeblå tror, at det er afgjort. Og Vålerenga kommer for at spille, ikke for at parkere bussen. De har allerede vist – mod Bodø/Glimt, mod Viking – at de er bedst, når de tør.
Supersøndag – hele byen holder vejret
Stavanger Kommune kalder det "Supersøndag". Gigantiske storskærme er opstillet både på Torget og i Vågen. Politiet forbereder sig på mellem 30.000 og 50.000 mennesker . Der er juletræstænding, en peberkageby og julemandsløb - men alt dette er et sideshow. Hovednummeret er kl. 17.00.
Hele byen er forberedt på kaos af den gode slags. Folkefestival. Fjåge i Vågen, vinterudgave. Og hvis Viking tager guld, er planerne klare: spillere og trænere ned til bymidten til hyldesten bagefter.
Stavanger er klar til alt.
Nu er der kun 90 minutter tilbage – de vigtigste 90 minutter i denne sæson
Morten Jensen siger, at de er sikre på én ting: Bodø/Glimt vinder deres kamp. Det betyder, at Viking skal vinde. Punktum. En brutal og simpel ligning. Men følelsen omkring holdet er klar: De har håndteret alt, hvad de har fået udsat i denne sæson. Store prøver. Store hold. Pres, forventninger, modgang. Og hver eneste gang har de reageret. Målmand Arild Østbø udtrykker det enkelt: "Her på hjemmebane er det os, der vil herske."
Halvfems minutter hvor alt kan ske.
Halvfems minutter, der kan give Stavanger sin største fodboldstolthed siden 1991
Halvfems minutter der kunne give vikingeguld, give byen et øjeblik der vil gå over i historiebøgerne, og give en hel generation noget de aldrig har oplevet før.
Ventetiden har varet 34 år.
Nu er det næsten slut – på den ene eller anden måde. Der bliver en fest, guld eller sølv, de mørkeblå og byen fortjener det.
